
SæsonTip 20. oktober 2005
Lygtetid er græskartid
Traditionelt har mørketiden været roelygtetid i Danmark, når forbipasserende skulle skræmmes på allehelgensaften. De store, flotte ameriakanske pumpkins, som er i sæson nu, har overtaget roernes plads og sat mere kulør på vinterens komme. Det er græskartid! Det er tid for græskarbrød, ristede græskarkerner, græskarsuppe, græskarpie, græskarlygter…Og selvom det er en uhyggelig tid, så kan det jo godt smage godt. Prøv f.eks. at servere græskarkerner som snacks: Rist græskarkernerne på en tør pande ved middel varme i 3-4 minutter, indtil de popper og er svagt lysebrune. Ryst panden hyppigt. Tag panden af varmen og tilsæt salt. Græskarkerner indeholder B- og E-vitamin samt kobber og de er rige på umættede fedtsyrer.
Skræmmende mange velsmagende danske frugter
Aroma æblet er ved at være slut fra de danske æblelagre. Til gengæld tonser Elstar derud af - skarpt forfulgt af Cox Orange, Ingrid Marie og Holsteiner Cox. På pæresiden tager Lucas snart over for Conference. Lucas er en nyere sort i dansk sammenhæng. Den er stor, klodset og meget kødfuld. Lucas pæren holder sig 3-4 uger på køl, og 1 uge uden for køl.
Knolden helt op på stikkerne
Knoldsellerien er fantastisk lige nu. Når den skrælles vælter en saglig strøm af nøddearoma næsen i møde. Knoldsellerien kan god serveres som snack på mødebordet. Skræl knoldsellerien og skær den i ½ cm tykke skiver. Skær skiverne i 8-10 stykker som delte du en lagkage. Rist stykkerne på en middelvarm pande i olivenolie. Kom selleristykkerne på et fad. Rist lidt af årstidens svampe og hæld dem over sellerien. Hak lidt persille og bland det med lidt salt og revet skræl fra en citron. Drys persillesaltet over selleri og svampe. Server på et fad med smagsprøve-pinde.
Uden varme drikke, duer helten ikke!
Skub til mødedeltagernes kreativitet: Kom noget uventet i termokanderne. Lige nu ville varm æblemost krydret med anis, nelliker, laurbærblade, en citrusskive eller hvad du har af yndlingskrydderier få næserne på gled og sætte vintertankerne i skub. Eller hvad med varm hyldebærsaft? 
Mit tip - husk at sende dine bedste tip ind
Indsend dit bedste tip til en grøn servering, et god måde at anrette frugtfadet på eller en forfriskende drik. Vi trækker hver måned lod om dette firkantede fad med 3 skåle fra Pillivuyt. Konkurrencen kører frem til årskiftet.
Indsend dit tip på:
6omdagen.dk/kantine/moedeservering/dittip.shtml
Det er aktuelt ikke muligt at tilmelde sig SæsonTips.
SæsonTips blev udarbejdet i et samarbejde mellem 6 om dagen-kampagnen, Kræftens Bekæmpelse og Frugtformidlingen med inspiration fra Dansk Kernefrugt og A.M. Rosengaard A/S.
Tilbage |