Overblik over denne hjemmeside


SæsonTip 6. oktober 2005

Rødbedechips – et stort arbejde med en god jordet smag

Hvis du en dag får besøg af et par frivillige hænder i køkkenet – f.eks. et par børn, så er fremstillingen af egne rødbedechips en yderst meningsfuld og velsmagende udfordring. Selvfølgelig kan du også kaste dig over dåden selv, men det kræver opmærksomhed, for brændte rødbeder smager dårligt. Du gør sådan: Tænd ovnen på 150 grader. Skræl rødbederne og skær dem i tynde skiver med en kartoffelskræller. Læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt pladen i den varme ovn og vend skiverne efter 20 minutter. Bag videre i 10 minutter og sluk ovnen. Lad rødbederne stå i ovnen til de er sprøde. Drys med salt og server en chips helt uden fedt – og med masser af smag.

Nu går der Cox i den

Vi vinker farvel til sommeræblerne nu… Ananas, Sunrise, Discovery, Guldborg, ja selv Gråstenerne er slut nu. Men æblesæsonen er jo en glædens stund med nye modeller hele tiden. Lige nu er det Cox Orange, Holsteiner Cox, Elstar, Gala og Aroma. Alle er de gode spiseæbler med karakter. Elstar er måske det, som falder i de flestes smag. Coxerne glimrer ved deres specielle smag, som vi enten forguder eller forkaster. Aroma, som er en krydsning mellem Filippa og Ingrid Marie giver en frisk, kraftig og aromatisk oplevelse, mens Gala er, og nu citerer vi Laurits Balle, direktør i Dansk Kernefrugt: ”det søde kick!”

Red kastanjerne ud af ilden

Find olietønderne frem og skab New Yorker stemning i mødelokalet. Eller lidt nemmere: Rids kastanjerne på den hvælvede side med en lille kniv. Fyld salt i et fad, læg kastanjerne herpå og bag dem møre i ovnene ved 200 grader i ca. 20 minutter. Hold kastanjerne lune på en varmeplade eller i en kurv med klæde om. Server kastanjerne med lidt smør og salt – og nyd denne efterårsbebuder indtil december, hvor sæsonen for ægte kastanjer slutter.

Rigtige mænd bruger pæren –også til gedeost

Clara Friijs er stadig klar og moden. Server dem til god gedeost og se mødedeltagerne fryde sig over denne fine smagskombination. Ost og pærer på samme fad ser desuden henrivende ud. Og lige nu, hvor valnødderne falder ned af træerne kan det blive helt pittoresk – ja, himmelsk i kombination med de friske figner fra sydligere himmelstrøg.

Mit tip – indsendt af Randi Hansen, Zigar ApStomater

"Tomater er som regel altid umodne ved køb. Læg dem i en skuffe og lad dem færdigmodne for at give spiserne en større nydelse. I mellemtiden kan de dampe, de udsender, bruges til at modne andre frugter/grønsager såsom avocado, mango o.l. som heller aldrig er helt klar ved ankomsten."



Det er aktuelt ikke muligt at tilmelde sig SæsonTips.

SæsonTips blev udarbejdet i et samarbejde mellem 6 om dagen-kampagnen, Kræftens Bekæmpelse og Frugtformidlingen med inspiration fra Dansk Kernefrugt og A.M. Rosengaard A/S.

Tilbage



Klik her og bestil et gratis e-mail abonnement